Boracol 20 og IMPEL rods har den særlige egenskab, at de foretager en diffusionsimprægnering.
Diffusion ~ udsivning og sammenblanding af væsker. Det der sker i diffusionsprocessen, er et kemisk/fysisk fænomen, som kunne kaldes ”koncentrationsudligning”.
Eksempel 1
Dette kan nemmest forklares, hvis man tager et glas vand og hælder en skefuld kogsalt i vandet. I første omgang vil saltkrystallerne lægge sig nede på bunden af glasset.
Lader man nu glasset stå, vil man i løbet af et par dage se, at saltbunken på bunden af glasset bliver mindre og i løbet af en uge er saltbunken væk. Saltet er nu opløst, og de enkelte molekyler af salt er nu frigjort fra hinanden og svæver rundt nede ved bunden og vandet længere oppe i glasset, idet der kan konstateres nogle ”slirre” (bugtede klare streger) over glassets bund.
Venter man længe nok, en måned måske, så vil slirrene være væk, idet saltmolekylerne nu har fordelt sig i hele glasset, hvorved der er den samme koncentration af saltmolekyler i alt vandet. Vi har altså nu opnået fuldstændig koncentrationsudligning af den skefuld salt, vi hældte ned på bunden af glasset.
Da man i produkternes barndom ønskede at undersøge, hvordan de opførte sig i praksis, fandt man frem til at IMPEL rods-patronerne fungerede helt, som man havde forventet. Når de blev placeret i træ, der havde en relativ fugtighed på 28-30% eller højere, skete der en opløsning af Borsalt fra overfladen af IMPLEN, som blev bragt med rundt i træet i tilstrækkelige mængder til at slå eventuelle rådsvampe ihjel eller hindre nye svampeangreb i at etablere sig.
Med andre ord – dette er klassisk diffusion i træ indeholdende frit vand.
Eksempel 2
På fotoet ses et gennemskåret stykke træ, hvori der er deponeret en IMPEL rods og udvendigt er der strøget med BORACOL 20. Indtrængningen ses tydeligt. (Der er tilsat sporstof for at vise indtrængningen)
Men da man skulle teste, hvordan væsken fordelte sig i træet, konstaterede man en meget interessant ting. I første omgang prøvede man selvfølgelig BORACOL på træ med en relativ fugtighed på de krævede 28-30% og erfarede en lynhurtig diffusion i hele tværsnittet.
Ved et tilfælde havde man også BORACOL-behandlet et stykke træ, der kun havde en relativ fugtighed på 20%, altså uden frit vand i træet. Også her så man en forbløffende god vandring af Borsaltene, som altså ikke kunne have noget med diffusion at gøre. Opmuntret af dette fortsatte man med at teste træ med lavere og lavere relativ fugtighed og kunne helt ned til 12% relativ fugtighed, altså næsten snedkertørt træ, konstatere en vis indtrængning svarende til 2-3mm. Hvis dette næsten tørre træ blev udsat for høj luftfugtighed, hvorved træets relative fugtighed steg til 16-18%, så begyndte indtrængningen at accelerere.
Eksempel 3
Selv ved behandling på overfladen af relativt tørt træ trænger BORACOL 20 helt ind i kernetræet. (der er tilsat sporstof for at vise indtrængningen)
Denne opdagelse, at et diffusionsmiddel kunne ”diffundere” uden at diffusionsbetingelserne var til stede var uhyre interessant. Man skal huske på, at diffusion kun kan finde sted, hvis der er frit vand i træet og det er der ikke, når den relative fugtighed er under 28-30%.
Med Boracol’ens vandring i næsten tørt træ, havde man løst et problem, som man ikke tidligere havde kunnet klare, nemlig at beskytte træet ned til de ca. 18-20% relativ fugtighed hvor der er flere trænedbrydende svampe, som kan spire i træet og dermed ligge som latent risiko, hvis træfugtigheden bare steg en lille smule.
